Flyvende sæsonstart for CB66

Med hele 11 tilmeldte CB66’ere fra Danmark, Sverige og Tyskland til Hellerups Sejlklubs påskestævne har CB66 klassen lagt forrygende ud i 2010. Udover rekordtilmeldingen var feltet beriget af kendte danske rorsmænd som Jesper Radich, Mads Christensen og Peter Warrer og der var derfor hård kamp om placeringerne i samtlige sejladser. I sol og med frisk vind fra sydøst blev der afviklet 3 gode sejladser lørdag. Der blev ikke sejlet søndag grundet for megen vind. Mads Christensen viste fra start, at turen over Atlanten i november og december 2009, ikke har sløret hans evner til at håndtere også mindre både og med placeringerne 1-1-3 vandt Mads ombord på “Mænd der elsker kvinder” / DEN 155 stævnet foran Jesper Radich og Eigil Mølgaard på 3. pladsen. Hele resultatlisten kan ses her: Resultater Påskestævne 2010. Det var også godt at se de mange nye besætninger, som er kommet til klassen, hvilket lover godt for resten af sæsonen.

Skriv et svar