Tredje afdeling af Nordic League blev afholdt på den lille svenske ø Marstrand, som en del af Marstrand Regattaen. Ud over at tælle til det samlede nordiske mesterskab, så var stævnet også svensk mesterskab, så vores blå/gule naboer havde oprustet og forberedt sig godt til dette stævne. I alt 27 både stillede til start her i blandt 5 danske, 1 norsk og 21 svenske besætninger.
Vejret viste sig fra sin bedste side med 22-28 grader, sol og en perfekt søbrise på 4-7 m/s alle 3 dage. Det smukke vejr gjorde samtidig stemningen på land og øen i sig selv endnu smukkere med dens mange gamle huse, fæstningen på toppen og ikke mindst den utroligt smukke placering i skærgården.
Der var planlagt 15 sejladser over 3 dage, hvor af ca. 1/3 skulle have 1 times varighed og 2/3 skulle have de normale 30 min. varighed. Vi startede ud med 6 korte sejladser på førstedagen. Det var vores værste konkurrenter fra Kiel, SWE 55, der lagde bedst ud med en serie på 1 og 3 i de første sejladser, mens vi selv lige skulle i gang igen efter 5 ugers pause og måtte tage til takke med en 11. og 5. plads. På dette tidspunkt sagde jeg faktisk til de to andre, at det var tydeligt, at vi ikke havde mulighed for at sejle med om den samlede førsteplads, men at vi måtte bruge stævnet som træning til DM i stedet. Men jeg tog fejl… Herfra tog fanden ved vores båd og sluttede af med 3 andenpladser inden vi vandt dagens sidste sejlads og dermed også dagen. Lige bag os lå nogle unge svenskere i nr. 140 og vores venner i 164.
På andendagen blev vi sendt ud på fjorden for at sejle de lange race. Vinden var lidt kraftigere end førstedagen og det viste sig hurtigt, at vi igen havde rigtig god fart og selvom vores starter langt fra var i top, så rundede vi sammen med de førte ved toppen og med super lænsefart fortsatte vi takterne fra dagen inden og lavede 2, 1, 1, 2 og øgede dermed forspringet til de andre til 12 point. Bag var det stadig DEN 164, SWE 140 og SWE 55 som var de stærkeste og kampen om podiepladserne var på ingen måde afgjort inden de sidste sejladser.
På sidstedagen var søbrisen ikke helt så stærk, men til gengæld noget mere ustabil… Vi kæmpede selv lidt med taktikken i de første race. I første race var vi dog flyvende på læns og gik i mål side om side med nummer 2. Andet race tog jeg fejl at tiden i starten og startede bag alle de andre. Noget af en rookie mistake som jeg ikke var ret stort af, men vi kom rigtig stærkt igen hen mod slutningen og var lige ved at komme i top 3, men måtte se os slået på målstregen i en meget tæt målgang med 3 andre både. Tredje race blev en kamp mellem DEN 155 og os. Ved sidste topmærke trak de lidt fra og fik et godt hul på lænseren. De bommede først og vi bummede med på toppen af dem og lige nøjagtig i stand til at sejle op til dem. Her ville skæbnen bare at vi skulle vinde, for lige som vi komme op til dem, springer deres hals-line op og de mister alt tryk i spileren, hvorefter vi nemt kan surfe direkte forbi og i mål som nummer 1 og vinder af stævnet inden sidste sejlads. Sidste sejlads var vores fra start til slut. Vi fik hul allerede på første kryds og mens de andre måtte kæmpe internt nede i feltet, kunne vi sejle helt frit og kunne derfor øge hele vejen til mål hvor vi vandt med over 1 minut ned til nummer to. Et dejligt punktum på en helt utrolig god weekend i båden, hvor alt hvad vi rørte ved blev til guld.
Bag os blev det DEN 164 der løb med andenpladsen og den nye unge svenske besætning i 140 tog tredjepladsen.