ModeCamp 2019

Forfatter og fotograf: Per Baatrup

I weekenden 21-22 september afholdt vi ModeCamp i Hellerup Sejlklub.

Tabt i tågen bare 100 meter væk

Med Dansk Sejlunion som stor-sponsor på cb66 klassens ModeCamp, lykkedes det for os at hyre Jesper Radich som træner på arrangementet. En stor tak til sejlunionen for støtten, der afgjort hævede niveauet til stor glæde for deltagerne.

Selv om arrangementet foregik i Hellerup, havde ‘Mode’ ikke noget med årets sejler tøj mode at gøre, ej heller Copenhagen Fashion Week.

Tre båds trænings øvelse

Under teori-brunchen introducerede Jesper Camp’ens derimod temaet således: ‘Mode’ er I denne sammenhæng et trim/setup med et taktisk sigte i forhold til specifikke situationer ude på banen. Man vælger at sejle båden i et bestemt ‘mode’, fx højt og langsomt eller lavt og hurtigt, for at opnå noget bestemt, og det kan sammenlignes med valget af gear i en bil. Med valg af ‘mode’, følger nogle tilhørende ændringer i trim, setup og balancering af båden.”

Herefter gennemgik vi det specifikke båd trim til speed-build-mode (1.gear), speed-mode (3.gear), highmode (5.gear) og normal sejlads.
Alt omkring hvilke snore skal man slække eller hive i, og hvad skal besætningen være særlig opmærksom på under skiftende forhold.

Som udgangspunkt for en sejlads skal riggen være tunet ind til sejladsens forventede normal vind, og så herefter skal man justere setuppet efter ændringer i vindtrykket eller taktiske mode-skifte.
Man sejler sjældent i længere tid af gangen i en bestemt taktisk mode og fokus med ModeCampen er således at sejle med en mere aktiv trimning af bådene.

Lyserøde spiler til let vind

På vandet var vi udfordret af meget let vind og kraftig tåge, men der var nok til at gennemføre træningen. En af de primære øvelser var starter med 3 både tæt sammen.
I denne situation arbejdede vi netop med bådens mode, og kæmpede for at holde positionen længst muligt.
Jesper kom med råd og vejledning via VHF og fandt samtidig bådene når vi farede vild i tågen.

Tilbage på land var der evaluering med spørgetime efter Mads og Monopolet metoden hvor alle havde en mening om tingene og Jesper Radich til at moderere tingene.

Perfekt balance og rolige bevægelser

Først derefter begyndte den sociale del af arrangementet med en rigtig efterårs frokost med det hele.
Denne kombi er en af cb66 klassens grundpiller som gør det fornøjeligt at sejle sammen.

Mon det var denne træning, der betød de danske både besatte top-3 til Nordiske Mesterskaber?