CB66 Nordisk Mesterskab 2019

Forfatter og fotograf: Per Baatrup

Weekenden 28-29 september sejlede CB66 klassen Nordiske Mesterskaber i Barsebäkhamn. Stævnet var arrangeret af de lokale CB66 sejlere Johan, Frederik og Daniel på RipRapRup/SWE-160 og er højdepunktet i 2019 sæsonen.

 Velkommen til Barsebäkhamn
Velkommen til Barsebäkhamn

For de danske sejleres vedkommende startede begivenhederne allerede fredag eftermiddag hvor, der var arrangeret hyggelig flottilia-sejlads fra Hellerup til Barsebäk.

Flåden talte foruden alle CB66’erne lige så mange tenderbåde i alle afarter lige fra 21 til 42 fod.

I Barsebäk var der arrangeret festlig modtagelse på Hamnkrogen, hvor indehaver Ingrid tog venligt imod sejlerne.

Byen har kun 477 indbyggere og alle vidste, at det ville blive en festlig aften på havnen og havde derfor taget vennerne med til fest på en stuvende fuld havnekro.

Lørdag morgen lagde baneleder Henrik ‘Hønse’ Poulsen banen lige udenfor havnen.

 En rigtig rorsmand (Jan Schlüter) checker neglene mens Sarah gør båden klar.
En rigtig rorsmand (Jan Schlüter) checker neglene mens Sarah gør båden klar.

Med mellemluft fra syd-vest, solskin og sejladser der kørte som perler på en snor, var det en super start på mesterskabet.

Da dagen var omme, lå bådene meget tæt i toppen med både svenske og danske både i infight.

Om aften samledes sejlerne igen på Hamnkrogen til den officielle regatta middag. Susanne holdt afterparty i hendes Halberg Rassy og det er muligt, der blev slået verdensrekord med 26 mand ombord.

Det var en stor båd i sit es og vi hyggede os gevaldigt.

Hønse mangler masten på båden til at holde fast i. Det var lidt af en skøjtebane på fordækket.
Hønse mangler masten på båden til at holde fast i. Det var lidt af en skøjtebane på fordækket.

Søndag morgen hylede pålandsvinden fra syd-vest og baneleder Henrik ‘Hønse’ Poulsen udsatte sejladserne med en omgang formiddagskaffe. Der var underholdning til kaffen idet

Sjöräddningssällskapet udnyttede den kraftige vind til at afholde en redningsøvelse.

Havnens to redningsskibe samt en vandscooter blev assisteret af en redningshelikopter og de kæmpede en times tid med øvelser indtil vinden begyndte at aftage.

Herefter kunne mesterskabet genoptages i 8-10m/s fra SV og pæne bølger.

26 personer til hygge i Susannes Halberg Rassey
26 personer til hygge i Susannes Halberg Rassey

Vindretningen forblev stabil hele dagen igennem mens vindtrykket og bølgerne varierede meget rundt på banen og bød på alt fra 10 ned til 4 og tilbage til 10m/s.

I netop disse forhold skulle det vise sig at de danske CB66 sejlere havde overtaget, og da dagen var omme vejrede Dannebro over hele podiet.

Middag på havnekroen
Middag på havnekroen

Mesterskabet gik til Jensen Gin efterfulgt af Dirty Diana og Mænd der Elsker Kvinder.

På 4.pladsen kom familien Hellekant fra Halmstad i Blåls efterfulgt af de lokale arrangører fra Barsebäkhamn i RipRapRup.

Resultatliste

2019 var første gang CB66 klassen afgjorde det Nordiske Mesterskab uden finalerunde.

De foregående år er mesterskabet blevet afgjort over 3 ultra korte sejladser hvor de 7 deltagende både starter lige på 0 point.

Dette format blev i 2018 ikke anerkendt af Dansk Sejlunion pga de få deltagere så derfor blev 2019 mesterskabet afgjort med et traditionel stævneformat.

En mindre forseelse på banen betales tilbage med skulder massage (Jesper Arentoft, Anette Molbech)
En mindre forseelse på banen betales tilbage med skulder massage (Jesper Arentoft, Anette Molbech)

Vi mener det er stik mod trenden indenfor sejlsport og håber, en igangværende dialog med unionerne kan løse problemet med anerkendelsen af finaleformatet.

Afslutningsvis en stor tak til RipRapRup: Johan, Daniel og Frederik for en kæmpe indsats med at arrangere det Nordiske Mesterskab.

Indsatsen med arrangementet kostede dem muligvis et par placeringer i tabellen, men vi andre havde en skøn weekend i Barsebäkhamn.