Den fedeste båd
Er du træt af at skulle skaffe 5-7 mand til at sidde ude på kanten for at afbalancere båden? Har du ikke lyst til at binde flere millioner i en solid portion sejlglæde? CB66racer er svaret – en let (500 kg) trailerbar kølbåd med sænkekøl, der kombinerer jollernes fart og sejlegenskaber med kølbådens stabilitet og udfordringer. Og giver masser af sejlglæde. Og du skal ikke tænke på bundmaling eller en dyr havneplads.
For mellem 40.000 til 80.000 kr. får du en brugt, sejlklar CB66racer incl. trailer og med de bedste materialer fra bl.a. Harken, Liros, Selden og typisk et til to et stel sejl. Storsejlet er med gennemgående sejlpinde og holder rigtig godt, også mere end én sæson, og det samme gælder genakkeren. For at være med i toppen skal du derfor kun regne med at skulle ofre en ny fok til sæsonen.
De velgennemarbejdede klasseregler holder godt styr på, at bådene er ens, så det er mandskabets kompetence, der afgør, om du kommer først over stregen. Du afgør selv, om I skal være to eller tre personer ombord.
Korte intense sejladser
Tænder du ikke på at sejle 3-timers sejladser med uendelige opkryds? CB66racer kapsejladser er superintense og tager under ½time – og så er du allerede i gang med næste sejlads. Ofte får vi sejlet 6-7 sejladser på en dag – og smilet er fra øre til øre, for båden giver bare SÅ meget sejlglæde for både grønne og mere garvede sejlere. Forestil dig at buldre derudad med 20 knob og slæk på skøderne – vel og mærke med fuld kontrol.
Prøv også at invitere konen eller kæresten på en skøn weekendtur – det kræver kun to hynder, så har I et fantastisk logi med egen havudsigt. CB66racer har to helt reelle 2-meters køjer. Bevares, det er ikke Hilton, men og mindre kan også gøre det, når transporten til jeres private bestemmelsessted foregår med fart og glæde i en fantastisk båd. Konen eller kærestens øjne skinner – og håret er saltvandsstift på den absolut fede måde.
Skal du længere væk end lokalområdet, er CB66racer enkel at transportere på traileren efter en helt almindelig personbil. Det er derfor nemt at komme rundt til kapsejladser eller til det helt unikke farvand – lige der hvor der er rigtig smukt! Sænkekølen trækker du helt op under skroget ved transport og søsætning, og du søsætter båden fra et almindeligt jolleslæbested, og du er på vandet på mindre end en halv time!
CB66 sejlere er hyggelige folk…
En stor del af det at sejle CB66racer er det sociale fællesskab omkring båden, og her er alle aldersklasser velkomne – også dem med et par grå hår. Tirsdagsmatcherne i Hellerup og onsdagsmatcherne i Helsingør og Bork er begivenheder, som vi ser frem til hele sommeren.
Konceptet er nemt at kopiere i din lokale sejlklub, og alle bliver fascineret af at se CB66’eren flyve kontrolleret af sted. Det er en Ferrari på vandet!