SM 2010, en supplerende beretning fra “Mænd Der Elsker Kvinder” / DEN 155
SM 2009 var vores første, hvor vi endte på en 5. plads med kun to point til 3. pladsen og dermed kom vi ikke i finalen i 2009. Vi var derfor glade for at se, at arrangørerne havde besluttet, at der i 2010 skulle 5 både i finalesejladsen.
Taktikken var derfor at sejle safe i de første 16 sejladser og så give den fuld skrue i finalesejladsen. I tune-up’en blev vi nr 1 – vi blev før mål enige om at vi ikke var overtroiske – og at dømme efter skidtet på dækket og omkring røstjernene da vi kom ned næste morgen gættede vi på, at nogen syntes, at vi sejlede stærkt. Efter førstedagen med 7 sejladser lå vi nr. 2 og SWE 55 på en suveræn førsteplads. SWE 55 var virkelig stærkt sejlende og lavede ingen fejl hverken taktisk eller håndteringsmæssigt. På anden dagen var det SWE 48 som var bedst men med SWE 55 godt fremme og vi lå fortsat nr 2 efter 14 sejladser. Nu var der blot 2 sejladser lørdag formiddag som skulle sejles og vi havde 19 point til 6. pladsen.
Lige efter starten, her ses flere af de danske både og bl.a. DEN-155.
Lørdag morgen, var der ca. 10 sek/m og det var lige noget for os, som vejede knap 249 kg og var noget tungere end både SWE 55 og 48 og de øvrige besætninger i toppen. Vi havde for øvrigt været langt fremme også på nat-banen og jeg kan ikke udelukke, at det kan have spillet ind da jeg I store bølger før første start lørdag skulle have min nye top på. I hvert fald faldt jeg bagover og knækkede rorpinden med ryggen. Mads Christensen, vores rorsmand, viste sin omsorg for sin besætning ved først at spørge om jeg var kommet til skade. Det var jeg heldigvis ikke, men varselsskuddet gik og vi kunne ikke gennemføre en sejlads med Mads siddende inde I cockpittet. Vi sejlede hen til Søren Pehrsson og forklarede situationen og Søren, som lige havde afgivet sin gennaker til debuttanterne for at de kunne bevare deres plads I top 5, brugte ingen betænkningstid på at låne os sit ror. Problemet var blot hvorledes vi I høj sø skulle kunne komme op på siden af hinanden og bytte ror. Det endte med at vi matte sejle I havn og da var starten gået. I bedste Warrer/kirketerp-stil fik vi I havn skiftet ror og begav og ud mod startlinjen. Vi havde læst I programmet, at vi blot skulle starte senest 15 min efter startskuddet. Vi krydsede startlinjen ca. 12 min efter start samtidig med at feltet rundede gaten. For at være sikre på at dommerskibet lagde mærke til at vi gik I start krydsede vi linjen tæt ved dommerskibet og råbte at vi gik I start hvorefter dommen med fagter tilkendegav, at det var for sent. Vi valgte at ignorere dette og stole på programmet og gennemførte sejladsen og blev klart sidst. Da vi kom I mål havde dommeren fået læst programmet og tilkendegav med nye fagter, at vi havde ret. Så var det blot en sejlads tilbage og nu skulle vi ikke have flere uheld. 16 sejlads gik uden problemer og vi førte vist fra start til mål. Puha, det var spændende. Moralen var I top før finalesejladsen.
Vi var sjette og sidste klasse, som skulle sejle finalen og vi sad derfor sammen med de øvrige tilskuere og så de første 4 finaler. De andre CB66’ere gik dog tidligt på vandet og Nils var ivrig efter at vi kom afsted men Mads og jeg var mere enige om at vi ikke skulle sejle ud og blive kolde. Vinden var desværre aftaget væsentligt. Starten gik og Mads lavede en super start hvor vi fik de luv både til at vende efter Ganske kort tid. Midt på første kryds mødte vi debuttanterne, som kom på bagbord og vi slog på toppen af dem og kom først til krydsmærket efterfulgt af SWE 48. Den placering holdt vi hele vejen uden den store dramatik. Det hele tog vel ca. 10 minutter og vi var glade for at vinde – og særligt fordi det er første gang, at en dansk båd blev svensk mester. Herlig præmieoverrækkelse og derefter den obligatoriske vandtur.
Champagne og unge piger er lige noget for “Mænd der elsker Kvinder”.
Tv-reportagen var noget skuffende da man blot ser at vi går i mål (ledsaget af en kommentar om at vi overraskende vandt?). Det havde været sjovt at se starten og første opkryds. Realiteten er at alle fem både har lige gode chancer for at vinde og udfaldet af de 16 kvalifikationssejladser har overvejende psykologisk betydning. Jeg kunne i hvert fald konstatere, at det kun var i Hobie16, og 49’er, at vinderen af kvalifikationssejladserne også vandt guldet. Noget andet er, om det er rimeligt at afgøre mesterskabet på denne måde. Vi har nu prøvet det to gange og synes det er fantastisk at sejle 7 sejladser om dagen efterfulgt af en finalesejlads efter 16 sejladser. Hvis det er det som skal til for at publikum strømmer til og der er transmission dagen efter på SVT bidrager vi med glæde. De arrangerende sejlklubber gør et meget flot stykke arbejde og Malmø er et herligt sted at sejle og opholde sig på land.
Der var 7 danske både med I år og hele 3 både var efter 14 sejladser mulighed for at komme I finalen. Det er en markant fremgang siden 2009 (og vist tidligere år). Navnlig debuttanterne Simon og Michael synes jeg imponerede med god boat speed og taktisk flot sejlads. De bliver svære at slå I fremtiden! Jesper Toft sejlede også pænt men et par OCS’er koster dyrt når vi sejler uden fratrækkere.
Hilsner fra Nikolaj, Nils og Mads.