Sejlklubben Sundet leverede arrangement i verdensklasse, og deltagerne ved NSL 2013 Prologen fik en sejlsportsoplevelse i 24 karat!
Som I nok har læst flere steder så afholdtes Prologen i form af ABAX-Bådmagasinet Cup i weekenden 4-5 maj. CB66 Class Denmark havde sammen med Sejlklubben Sundet valgt at følge klassens koncept med korte intense sejladser tæt på land. Svanemøllebugten viste sig at være noget nær det perfekte stadion til afvikling af CB66 sejladser. Mærkerne lå ofte kun få bådslængder fra land, så der var masser af mulighed for tilskuere på land til at følge sejladserne på helt tæt hold.
Lykkedes det så? Vi fik gennemført 13 sejladser på to dage. Med sejladser så tæt på land kunne man godt være bekymret for vinden. ..og ja vindspring var der mange af, men med en sikker hånd fra banelederen lykkedes det at afvikle samtlige 13 sejladser under fair sportslige vilkår. Det sjove ved denne type af sejlads er at sejladsen aldrig er afgjort før man har krydset målstregen, og der er gennem hele sejladsen masser af muligheder for at finde det gyldne spor, der sikrer at man kommer tilbage fra en dårlig start.
Uheldig og heldig kunne man bestemt være, men over 13 sejladser tegnede der sig alligevel et klart billede af hvem der var bedst på vandet (denne weekend). Så ja, det lykkedes 100% Ikke mindst grundet den meget kompetente dommer samt teamet omkring ham som under de lidt svære omstændigheder fik lagt nogle rigtig gode baner. Gennemsnitstiden for den første båd i mål over de 13 sejladser var ca. 24 min. og for den sidste båd i mål var 27 min.
Oftest rundede alle bådene det første topmærke indenfor et minut, og med ny startprocedure sat i gang samtidig med at sidste båd gik i mål forsvandt intensiteten aldrig i løbet af de to dage!
Vinder af stævnet blev DEN-164, Dirty Diana fra Hellerup Sejlklub med Michael Casparij, Ulrik Andreasen og Simon Mørup-Petersen med en samlet score på 26 point. 2. pladsen gik til DEN-39 med Mikkel West-Nørager, Karsten Normand og Mikkel Kidmose, mens DEN-155, Mænd der Elsker Kvinder med Søren Perhsson, Niels Bjerregård og Nikolaj Bjørnholm tog den sidste podieplacering. Både DEN-39 og DEN-155 sluttede stævnet med 37 point, så tættere bliver det ikke! (Vist nok noget med at DEN-155 valgte at kaste sig over fiskeriet i sidste sejlads…..)
Resultatet betyder samtidig at DEN-164 lægger sig i spidsen for NSL 2013.
Se den samlede resultatliste her, og det er bestemt også værd at besøge Bådmagasinets galleri for at se flotte billeder fra Prologen
Tak til Sejlklubben Sundet for et flot arrangement!
Hilsen Flådeadmiralen