Dansk Sejlunion har løftet lidt mere af sløret for den kommende sportbådsliga, og det er med stor fornøjelse at vi kan oplyse, at CB66 klassen er en del af den kommende liga allerede fra 2014.
Som det kan læses på diverse sejlsportsmedier, kommer ligaen til at bestå af to divisioner: Een division for sejlklubberne, hvor 18 klubber deltager i 6 både stillet til rådighed af Dansk Sejlunion, og en åben division hvor privat- eller klubejede CB66’ere og J80’ere kan deltage. Melges 24 slutter sig måske til ligaen fra 2015. Det håber vi bestemt fra CB66 klassens side, således at ligaen bliver samlingspunktet for alle sportbådssejlere i Danmark.
Baggrunden for beslutningen for at bakke op om ligaen er, at vi fra bestyrelsens side har haft en række møder med Dansk Sejlunion mhp. at sikre at CB66 sejlernes interesser bliver tilgodeset i det nye setup – bl.a. korte og intense sejladser på egen bane. DS har lyttet meget til vores erfaringer og forventninger, og det er vores klare opfattelse at Sportbådsligaen er det optimale setup for CB66 klassen i 2014.
Vi fortsætter i 2014 med at køre videre med NSL i samarbejde med svenskerne, og stævnerne i Sportbådsligaen vil tælle med i NSL – mere om dette senere.
Kalenderen for 2014 vil blive offentliggjort snarest!