CB66 Class rykker til fjelds

Kære CB66 sejlere og familie

Nu er der ikke flere undskyldninger for ikke at få motioneret al julemaden af sig. Bestyrelsen lægger her op til en hyggelig skitur til Vallåsen en eftermiddag/aften i januar (dato bliver fastlagt, når vi ser, om der er stemning for en tur). Vi vil mødes ved Scanlines i Helsingør og køre i egne biler til Vallåsen, og så hygge os på ski nogle timer.

Der er mulighed for at leje ski/støvler/stave eller selvfølgelig selv medbringe grejet. Vi kan enten medbringe madpakker eller måske grille lidt pølser deroppe, som de sande vikinger vi er…

Priser for skileje og liftkort ses på www.vallasen.se. Færge koster ca. 340,- dkr. for en 1-dags billet. Vallåsen har åbent til kl. 21 onsdag til fredag (fra uge 2).

Send venligst en kommentar om jeres interesse i arrangementet. Arrangementet er for alle: sejlere, koner, mænd, børn, gaster ja sågar aupair’s er velkomne – Ihh hvor skal vi bare hygge os……..

Stor nytårshilsen fra bestyrelsen v/ “velfærds-admiral” Niels

CB66 stejler på havnen

Vores meget stillestående (nu ingen sjove kommetarer) DEN-162 står som de fleste CB66’ere ude i vintersæsonen. Men i denne vinter er vi i usædvanlig grad ramt af Kong Vinter. Og de store mængder sne, der jo naturligt samler sig i cockpittet,  har gjort at båden stejler som en anden galophingst der venter på at komme ud af boksen.

Det er ikke kritisk da den hviler på trailerens vanger, men det er nu en gang mere rart, at der er kontrol over hvornår den falder tilbage til “klar til start” positionen.

Så hvis du ikke har set til din båd på havnen på det seneste, kan jeg anbefale at slå et smut forbi.

Mvh Jesper DEN-162

Når nu statens isbrydere ikke vil – så må vi vel prøve selv!

Vintertræne det skal vi, så i DEN 162 fra Roskilde mente vi at den smule is i havnen, ikke skulle forhindre os i at få et par herlige timer på vandet. Efter at have ryddet båden for sne, fjernet sne på slæbestedet og forsikret hinanden om at en firhjulstrækker på sommerdæk sagtens kunne sætte en CB66 i vandet, på trods af is og sne.

Desværre var vandet så stift at båden ikke var til at få af traileren og vi måtte erkende at vores gode intentioner ikke var tilstrækelige i denne omgang. Træning blev erstattet af wienerbrød og kaffe fra den lokale bager.

Vi forsøger igen næste søndag. Hvis der stadig er is i Roskilde forsøger vi i Veddelev eller måske Hellerup – vintertræne det skal vi.

Christian, Jonathan og Jesper, DEN162

Første sejltur 2010

Som opvarmning inden påskestævnet i år var Cheval Blanc på vandet for første gang. Man kunne ikke ønske sig en bedre start på sæsonen, først tilrigning og gennemgang af blokke og tovværk efter et langt vinterhi, så op med masten, i med båden, 8 m/s fra vest, ud af havnen op med gennakeren, båden letter og loggen siger 13 knob 🙂

SÅ VED MAN HVORFOR MAN SEJLER CB!!

Vi endte helt ude ved Middelgrunden inden vi fik tørret grinet af og kom i tanke om at det tager lidt længere tid at komme den anden vej.

Vi ses i weekenden til påskestævnet!

Århus festuge

Til årets Festuge Cup i Århus var CB66’eren med for tredje år i træk, nu med 9 både. Det viser klassen vokser i Danmark. Århus Sejlklub havde til stævnet lavet en bane med kun 2 omgange, således vi fik afviklet 9 sejladser, mod de øvrige klassers 6 sejladser. Det passede perfekt til de sejladser vi søger, og Aarhus Sejlklub skal have stor ros for at få afviklet vores sejladser på bane med Scankap,Folkebåd, Yngling og J-80, hvor vi kun ganske sjældent kom i karambolage klasserne imellem.

Landarrangementet havde man i år flyttet til Sejlklubben Bugtens lokaler, og det lykkedes igen i år for Århus klubberne at sikre et hyggeligt arrangement. De fleste besætninger benyttede senere på “dagen” muligheden for at besøge Festugen i Århus midtby.

Begge dage var der frisk vind på 7-10 m/s. Lørdagen sluttede midt på eftermiddagen med puste op til 16 m/s, hvor de forskellige klasser blev sendt i land. Det gav en masse sjove oplevelser på lænsebenene, og placeringerne var ikke givet før målstregen.

Kampen om topplaceringerne blev en kamp mellem de 3 besætninger på Christiansen & Essenbæk I (Peter Warrer, Mikkel Kidmose og Kristian Kirketerp) , Cheval Blanc (Eigil Mølgaard og Rasmus Knude) og FREDSØ (Jesper Toft, Claus Bodilsen og Carsten Andersen). De 3 både dominerede ved at tage top 3 placeringerne i mål i alle sejladserne, og havde mange tætte dueller på taktik og bådhåndtering, som i flere sejladser blev afgjort med ganske få bådlængder på målstregen.

Ganske interessant var det, at Peter Warrer som “låneskipper” på C&E I, kunne løbe med sejren, hvor de flere gange kom bagfra på sidste lænser på intelligent sejlads. På trods af den manglende kendskab til CB’eren surfede de flot afsted, og fandt utrolig flot den hurtigst vej ned af bakke. Vi tager hatten af for det flotte sejlads og ønsker stort tillykke herfra.

Resultatlisten kan ses her:http://www.arhusfestugecup.dk/CB66.HTM