Team Nyholm vinder første DS-DM i CB66 efter hele 19 sejladser…

Sådan skal sejlsport være! Hele 19 intense og spændende sejladser i alt fra 0 til 10 m/s blev gennemført på toppen af hele Danmark, da Ålbæk i samarbejde med Skagen sejlklub arrangerede vores første DS-DM i klassen.

Efter dommeren lige fik pejlet sig ind på, hvor korte baner vi ville have, gik det bare derud af. Fredag fik vi 5 sejladser i en let og aftagende vind. Her var det SWE-124 og den førende båd i Nordic League SWE-48 som kom bedst fra start efterfulgt af hele den danske flåde på 3-6. pladsen som alle lå inden for bare 7 point. Det var en meget tæt dag, hvor alle, på nær SWE-124, scorede mange point i de svære forhold.

Om aftenen var stævnesponsorene ABAX og Hannes Snellman værter for et pragt arrangement med jomfruhummere, rejer, champagne og vin ad libitum. Så der var super stemning på kajen hvor vejguder også var med os med ægte sydlandsk stemning og hygge udenfor til solen gik ned (og lidt til for nogles vedkommende…).

Lørdag var en helt anden sag. Gråvejr, blæst og store bølger fik skilt fårene fra bukkene og med en stribe førstepladser fik vi sejlet os tilbage i stævnet efter en skidt første dag, og lå nu nummer 2 i stævnet kun 6 point fra SWE-124, men vigtigere hele 20 point foran næste danske båd DEN-164 med Casparij og 22 point til DEN-155.

Denne aften var det så arrangørene, som stod for en fin festmiddag med helstegt gris og alt hvad dertil hører. Det var fremragende og igen super hyggeligt at mødes med de andre sejlere på land og snakke om dagens sejladser, som igen havde budt på svære forhold, bl.a. et ufrivilligt dragrace hvor dommeren gennemførte en sejlads hvor topmærket kunne holdes på begge kryds…

Søndag bød igen på hele 7 sejladser og god vind. Det var ægte bygevejr med 8-10 m/s i pustene, så der var lagt op til nogle super fede lænsere med +15 knob. Sejladserne var nu nede på under 25 min for de 2 omgange, så det var tætte race, hvor man virkelig skulle være skarp for at finde den rigtige vej i forhold til vinden de andre både. Der blev sejlet tæt og flere gange havde vi spændende dueller med de andre både, mens vi fløj af sted med 15-17 knob. Hold kæft det var fedt…

Vi havde igen en super dag med fem 1. pladser af de 7 sejladser og ender med at vinde med en god margin ned til vores værste konkurrenter Dirty Di i DEN-164 og Gamle Mænd i DEN-155, som begge blev ramt hårdt af hhv. DNF og DSQ og ingen fratrækkere.

Super stævne som igen viste af formatet med mange korte sejladser holder 100 % og virkelig giver alle i feltet noget at kæmpe for hele vejen rundt på banen. Båden er er nem at sejle, så alle i feltet kan være med helt fremme, men det er kun dem som har det bedste overblik, som formår at være stabile og få mast sig frem i alle de tætte situationer og slutte godt samlet. Det var også fedt at se, at flere af de nye hold, bl.a. de helt nye i DEN-139 som kun har sejlet i en uge, virkelig har fået gang i skuden og er begyndt af udfordre de ”gamle”. Når I lige for helt styr på setup'et og boathandlingen, så er jeg sikker på, at vi får en endnu federe klasse med stor bredde.

[youtube=Gsgm9OCzGbw]

4 Replies to “Team Nyholm vinder første DS-DM i CB66 efter hele 19 sejladser…”

  1. Godt interview! Vi snakkede sammen i bilen på vej hjem fra Skagen og specielt hvordan vi kunne gøre det bedre når det blæser. Vi sejler godt ned ad bakke, men på kryds tonser I forbi os. Vi kom frem til at vi skulle arbejde mere med båden, specielt når trykket kommer (her skal nemlig hænges mere) for derved at kunne få et mere flydene flow på krydset. Så er det jo rart at høre hvorfor I selv synes I sejler godt når det blæser:^) Så må vi se om vi har kræfterne til det:^)

  2. Tak. Jeg tror mange af svarene kan findes i den nye trimguide til vores sejl. Jeg har netop lavet den færdig og den burde ligge på Quantums hjemmeside inden for de næste dage. Men jeg er sikker på at det ikke er en ting som gør os gode når det blæser, men summen af en hel masse småting, som man ikke bare lige lærer eller kan forklare.
    Men spørg endelig.
    PS: Nu har du jo lige købt vores gamle north sejl, men til andre så kan man som intropris købe vores Quantum sejl for 22.000 kr inkl. et par timer med mig, hvor jeg trimmer båden ind. 

  3. Vi har også 2 X North spiler til salg – en 6'er og 7'er. Begge har sejlet ca 1/2 sæson. 7'eren koster 8.000,- og 6'eren 4.850,- frit leveret 🙂

Skriv et svar