Nytårshilsen fra Bestyrelsen

2014-10-04_9189_ChrF (1)
Kære CB66 Sejlere og Venner

Først og fremmest, tak for endnu en fantastisk sæson i 2015. Vi var i sidste sæson velsignet med stor opbakning til vores stævner, og fantastisk sejlvejr til næsten alle stævner – pånær Nordisk Mesterskab, der desværre ikke kunne gennemføres på grund af manglende vind. Vi syntes at vores deltagelse i Sportsbåd Open var en success, og at vi i samarbejde med de arrangerende klubber og DS lykkedes med at skabe rammerne for nogle flotte stævner – og at I som sejlere fyldte disse rammer fantastisk ud. Tak for det! Vi fik på generalforsamlingen rigtigt meget godt input fra jer, som vi efter bedste evne forsøger at indarbejde i vores planlægning af 2016 sæsonen.
I 2015 var vi endnu engang heldige med at lokke klassens faste baneleder, Hønse, på vandet til næsten alle vores stævner. Det er et kæmpe privilegie for en klasse som os at have en fast baneleder, der sørger for en ensartet afvikling af vores sejladser, og sparer os for en masse tid på at forklare nye baneledere, hvorfor vi ønsker tingene gjort præcis på vores måde. Vi tror fortsat på at vores koncept med mange korte og intensive sejladser er vejen frem! Endnu engang skal der lyde et kæmpe stort “TAK” til Hønse for hans indsats for klassen.
Vigtigst af alt var dog at vi i 2015 kunne ønske flere nye teams velkommen i klassen, og der er henover vinteren kommet endnu et par nye teams ind i klassen. Vi ønsker jer alle hjerteligt velkommen i klassen, og håber at I bliver ligeså grebet af at sejle CB66 som vi andre er! Vi ser frem til at se jer på banen i 2016. Ialt har vi i 2015 haft 37 forskellige deltagere i vores fælles nordiske liga – Nordic Sailing League (NSL). Vi fortsætter naturligvis samarbejdet med vores svenske venner i 2016, og satser på at forsætte væksten i klassen i tæt samarbejde med den svenske klasseorganisation.
Danmarksmesterskab 2015
GULD: DEN-155 Mænd der Elsker Kvinder – Søren Pehrsson, Nils Bjerregaard og Nikolaj Bjørnholm
SØLV: DEN-164 Dirty Diana – Michael Casparij, Ulrik Andreasen og Simon Mørup-Petersen
BRONZE: DEN-39 – Mikkel West-Nørager, Rasmus Knude og Mikkel Kidmose
Nordic Sailing League 2015
GULD: DEN-164 Dirty Diana – Michael Casparij, Ulrik Andreasen og Simon Mørup-Petersen
SØLV: DEN-155 Mænd der Elsker Kvinder – Søren Pehrsson, Nils Bjerregaard og Nikolaj Bjørnholm
BRONZE: SWE-160 Rip Rap Rup – Fredrik Gyllander og Team
Stort tillykke til alle der kom på podiet i 2015! Lad os se hvem der er klar til at udfordre podiepladserne i 2016 😮
Et kig frem mod 2016
Flere af jer har efterspurgt en kalender for 2016. Den er desværre endnu ikke 100% på plads, men vi arbejder på sagen. Følgende er, hvad der er afklaret på nuværende tidspunkt:
26. – 27. marts: Påskestævne, Hellerup
21. – 22. maj: Sportsbåd Open 1, Lundeborg
11. – 12. juni: Sportsbåd Open 2, Juelsminde
21. – 23. august: DM, TBA
27. – 28. august: Sportsbåd Open 3, Thisted
10. – 11. september: Sportsbåd Open 4, Skovshoved
Vi mangler de endelige datoer for de svenske stævner samt for NSL Finalen / NM. Desuden skal de sidste detaljer omkring DM falde på plads. Vi melder ud så snart det er på plads, men nu har I nogle datoer hvor I kan sætte nogle fede krydser i kalenderen.
Vi arbejder desuden med at afholde en boot camp igen i år. Planen er at den afholdes inden Sportsbåd Open 1, og fokus vil ligesom sidst være på trim og teknik. I må meget gerne melde tilbage til undertegnede hvorvidt I er interesserede i dette, således at vi får en indikation på interessen.
Der vil igen i år være mulighed for at forhåndstilmelde sit hold til alle stævnerne på cb66.dk. Forhåndstilmeldingen er 100% frivillig og uforpligtende, men vi vil opfordre alle til at gøre brug af denne mulighed, da det giver såvel klassen som arrangørerne et indblik i hvor mange besætninger der planlægger at deltage i stævnerne. Ligeledes vil vi arbejde med de arrangerende klubber på at få åbnet for den endelige tilmelding så tidligt som muligt, og vi vil vanen tro være efter jer, hvis vi ikke kan se jeres båd på deltagerlisten ;o) Forhåndstilmeldingen åbner så snart kalenderen er på plads.
Vintertræning i Hellerup
Klassen vil forsøge at koordinere noget vintertræning i Hellerup. Følgende dage er foreløbigt lagt i kalenderen:
24. januar kl 14-16
6. marts kl 13-15
20. marts kl 14-16
Følg med på klassens facebook side, og meld meget gerne tilbage via denne om I ønsker at deltage. Ændringer kan naturligvis forekomme som følge af vejret-
Bestyrelsens Fokusområder
I bestyrelsen arbejder vi naturligvis løbende på at styrke klassen på alle fronter. Det primære fokus er at sikre, at CB66 klassen bliver ved med at være det åbenlyse valg for sejlere, der ønsker at prøve kræfter med en rigtig sportsbåd til rimelige penge. På den måde kan vi styrke den vækst der allerede er i klassen, og sikre at klassen bliver ved med at være den mest aktive sportsbådklasse i Danmark i mange år fremad.
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen af Simon Mørup-Petersen (formand), Jan Schlüter, Line Markert, Christian Tofft, Susanne Madsen og Anna Grube.
Endnu engang kæmpe stort tak til den afgående formand Rasmus Knude, der udtrådte af bestyrelsen. Rasmus har gennem årene lagt et stort arbejde for klassen, og vi håber på at se Rasmus på banen igen i 2016 som menig deltager!
For at få lidt mere struktur på arbejdet i klassen, har vi fordelt opgaverne på de forskellige medlemmer i bestyrelsen.
Kapsejlads: En naturlig del af vores arbejde går på at planlægge og forberede årets stævner. Der ligger et stort arbejde i at sikre, at alt omkring stævnerne fungerer – såvel på vand som på land. Ansvarlig for dette område er Jan Schlüter
Teknik og regler: Vi arbejder lige nu sammen med vores svenske kollegaer og frivillige kræfter i klassen på at sikre tilgang til de mest nødvendige reservedele. Ligeledes arbejdes der på en ny version af klassereglerne, der kommer til at gælde fra 2016. I skal ikke forvente dramatiske ændringer, men en modernisering af reglerne og en tilpasning af enkelte regler, således at de passer til de faktiske forhold. Ansvarlig for dette område er Christian Tofft
Kommunikation: Vi skal blive endnu bedre til at kommunikere alle de gode ting der sker i vores klasse både internt og eksternt. I vil derfor i 2016 se en anden og mere struktureret tilgang til dette område, og vi kan ikke udelukke at i hver især kan få tildelt opgaver…. Ansvarlig for dette område er Line Markert og Susanne Madsen
Koordinering med DS og CB66 Class Sweden: Som organiseret klasse sker der en løbende koordinering med Dansk Sejlunion og med vores svenske kollegaer. Blandt andet kan det nævnes, at DS har sat et projekt i søen, der skal være med til at skabe større synlighed omkring de aktive klasser i Danmark. Det støtter vi naturligvis op om. Ansvarlig for dette område er formanden Simon Mørup-Petersen
Fra bestyrelsens side tager vi meget gerne imod jeres input eller ønsker, og I er naturligvis altid meget velkommen til at kontakte os – enten direkte eller via bestyrelsen@cb66.dk
Vi glæder os til at se jer alle i 2016
De bedste sejlerhilsner fra bestyrelsen i CB66 Class Denmark
Simon, Line, Susanne, Christian, Jan (og Anna som holder sabbat i Grønland)